Lidt (for) små skridt i den rigtige retning

Jeg læste i "Den Gode Opgave" (en god bog!) at en skriveblokering bl.a. kan skyldes følgende:

- skribentens manglende tolerance over for skrivningen som en proces, hvor man er tvunget til at gennemskrive samme tekststykke flere gange pga. erkendelsesprocessens uransagelige veje

(øøøøøh... CHECK!)

- for høje forventninger til niveauet i det nedskrevne

(Ja, check, det er et speciale, ikke en dansk stil i 8. klasse..)

Efter jeg fik hængt disse tanker op på væggen på kontoret så lykkedes det mig at undertrykke perfektionismen og modviljen til utallige gennemskrivninger. Fik klemt fire sider ud. Og de tæller, omend de blot er en blanding mellem afskrivning, referat og parafrase. Der er altså ikke skyggen af en selvstændig tanke derbag, men i det mindste en rimelig bevidst udvælgelse på baggrund af, hvilke teoretiske begreber jeg tror jeg skal bruge i min analyse. - Igen er analysen min bedste indgang til teorien, selvom jeg egentlig ikke har lavet den endnu.

Åh, hvor jeg dog længes efter analyse-fasen.

Heldigvis holder jeg (i dag) hovedet koldt og læser videre, selvom tastaturet ikke er rødglødende, når det burde være det. Jeg har skudt mit møde med vejlederen frem til torsdag, og jeg er spændt på, om han kan hjælpe mig med at lave en ordentlig problemformulering. Det ville bestemt være skrive-stimulerende.

Jeg læser p.t. en bog om Funk og funk-rytmer, og den er smækfuld af musikeksempler, den handler nærmest ikke om andet (med undtagelse af et par musik-kultur-historiske afsnit). Men følger der en plade med? Næ... Og det er sådan noget gammel funk, som ikke ligger på youtube. James Browns og the Parliaments gamle plader. Tsk tsk. Jeg ville jo fatte bogen meget nemmere, hvis jeg havde adgang til den musik der analyseres ned til mindste detalje. Musikanalyse er jo helt sort uden lyden.

Jeg ville tage fat, hvis jeg vidste hvor!

Jeg sidder - stadig - med en deadline - der skal afleveres 15 siders teori og metode i næste uge, og jeg bruger ikke min tid på at skrive den brødtekst, for jeg ved sgu ikke, hvad der skal stå.
I stedet for læser jeg og tager notater - så er jeg tilbage ved hvad jeg konstaterede var tidsspilde for 10 dage siden. Jeg ved ikke, hvad fanden jeg ellers skal gøre for at komme i skrivehumør.

Hvor skal det komme fra?

Jeg skrev en panikslagen mail til min vejleder fra et tilsvarende fortvivlet sted i min proces i sidste uge, og fik hurtigt svar. Nu vil jeg prøve at se, om de der svar kan få mine øjne op for noget, som kan sætte gang i "fødslen" af brødteksten.

Specialeblog? .. overtrætte overvejelser

Jeg skulle ellers lige til at erklære min blog død, eller råbe "hvad drikker møller" for at se, om der nogen der stædigt holder ved at vente på nye beretninger fra min side. Men så fik jeg forslaget at skrive en specialeblog.
Jeg kan godt lide idéen, men jeg ved ikke, om jeg får det gjort. Det eneste jeg vil sikre mig jeg får gjort er selve specialet.
Jeg har også virkelig svært ved at forestille mig hvem (ud over mor) der skulle ha' interesse i at læse, hvordan jeg brydes med disciplinen - omend processen bliver lærerig så garanterer jeg ikke med noget helstøbt slutprodukt... men ok, indblik i "processen" er vel netop der, hvor blogs appellerer på "reality"-måden.

Hm.

Nå, men jeg skriver om Björks rytmer, for at gøre en lang historie kort (og selvfølgelig undgå problemet med at forklare, hvad problemformuleringen er osv - den er endnu ikke klemt ud).
Skriver på side 1, og alt hvad jeg skriver ned ser bøvet ud, og kalder ikke på opfølgning eller uddybning. Men sådan er det vidst på side 1.

Ugens citat, om kærlighed

"I kærligheden ved du, at hvis han har penge, så har du også. Hvis nogen generer dig, så generer de også ham, og han vil gøre gengæld. Det, der betyder noget, er, at man har levet sammen og kender hinanden. Jeg tror, det er Jakob Knudsen, der har sagt, at man går ud og ind af hinanden, åbner og lukker døre og vinduer ved hinanden. Det er som et hus, man bor i."

Der er af Jens Hougaard. Der var et rigtig fint interview med ham i Information i sidste uge i anledningen af at Hougaard udgiver en eller anden fem-binds sag(a) om kærlighed.

I øvrigt: sidder på specialekontor, og det går godt. Weekenden gik med kollegie-hygge og -generalforsamling. Det er et herrrligt sted. Håber at kunne flytte i kollektiv til næste år (efter speciale-aflevering).
Var i øvrigt i teateret og se "Bitterfissen", og det var kanon: egentlig et surt (men tiltrængt) opstød på ligestillingsfronten, men pakket effektivt ind i Ditte Hansens charme og lune. Se det!

Jeg må tilbage til arbejdet.

Tillykke, verden! Gooo O-B-A-M-A!

Jeg har fulgt valgkampen tæt og kan nu udtrykke min gevaldige lettelse over, at det ikke blev McCain, men Obama!
Hurra!
Tænk sig, hvad det ikke kan gøre ved det amerikanske samfund og ved international politik at have en mand ved roret, som har noget mellem ørerne, og som tilmed har en række holdninger, som jeg kan tilslutte mig, heriblandt hans valgløfter. Tillad mig at citere Obama:

"We can't drive our SUVs and eat as much as we want and keep our homes on 72 degrees at all times... and then just expect that other countries are going to say OK. That's not leadership. That's not going to happen."

"We have an obligation and a responsibility to be investing in our students and our schools. We must make sure that people who have the grades, the desire and the will, but not the money, can still get the best education possible. "

Og sidst, men ikke mindst:

"Why can't I just eat my waffle?"

I øvrigt har jeg udvalgt min egen nyheds-buket på internettet (det er jo sådan, man gør nu om dage). Jeg er spændt på at se hvordan det går med denne profeti om, at Obama vil skuffe europæerne. Derudover har jeg været rigtig glad for Real Clear Politics, da de linker til gode artikler fra mange forskellige nyhedsudbydere, heriblandt Obamas sejrstale, som min yndlingsprofesson Christian Knæk allerede har rost på berlingske.dk. Vi, pøbelen, er blevet stillet et godt spørgsmål, om Obama får succes som præsident. Der kan svares og læses svar ved at klikke på linket.

Det er ikke noget nemt tidspunkt at blive præsident på, så jeg er spændt på, hvordan det går. Og så håber jeg, at han ikke bliver skudt eller noget.

Så mangler vi bare at få fyret Fogh...

Til slut vil jeg dedikere dette stykke hjemmelavede kunst til negerpræsidenten in spe, gjort af 150+ på flaske-fløjt. I må meget gerne rate, favorisere og kommentere!

Tilløb til den store finale

Jeg skal til at skrive speciale, og jeg glæder mig egentlig, både fordi det er en unik chance for at fordybe mig i noget, som jeg synes er fedt (Björks musik), men også fordi det nu er til at se lys for enden af tunnellen mht. at blive færdig med sin videregående uddannelse efter 7 år. Hur-fuckin-ra for det!

Jeg har fået skaffet mig en vejleder, og det er fint! Det er Morten Michelsen.

Resten af tiden går for tiden med tango, kollegiehygge, svømning, joggeture og at stemme klaveret. Jeg er i øvrigt ved at komme på talefod med min ekskæreste igen, og det varmer i den grad mit hjerte.

Jeg er nu og da lidt mismodig med specialet, fordi jeg endnu ikke helt ved, hvordan jeg skal gribe det an, og denne følelse fik mig til at hænge med skuffen allerede inden jeg var nået ud af sengen i morges. Jeg skulle dog til svømning som det første, og så var jeg så heldig at få ros for flere af mine svømmestilarter (heriblandt min fly(!) ), og det hjalp betragteligt på kampgejsten i forhold til resten af dagen.

Vi bringer lige et par Björk-videoer til almen oplysning og fornøjelse:

En storsludrende beretning (for hardcore fans)

Alt er vel! Det er koldt på mit værelse, og varmen tændes først 1/10. Brrr! Skal jeg virkelig have uldundertøj på fra september til marts? Det er jo mere end et halvt år! Polarland (!).

Jeg har nydt to ugers ferie siden min eksamen. Tiden er fløjet i godt selskab på kollegiet, og jeg har også nået at se en del tv på køkkenet. Mine køkkenfæller er kommet ud med timers mellemrum og konstateret til deres overraskelse, at jeg stadig var der.
Det er godt nok herligt at bo på kollegiet, især når man er sådan en selskabsløve som mig. I dag har vi mødtes i forskellige anledninger: Først morgenfødselsdag kl 07, så madklub kl 19 (begge med undertegnede ved gryderne), så til et glas godnatvin kl 22, samt poolspil med den forkerte ende af køen og computerspil på udvalgte værelser ind imellem måltiderne.
Man kan helt glemme at ringe til sine gode, gamle venner, som ikke bor på kollegiet, når man får sit selskabsbehov stillet inden for hjemmets fire vægge... tsk tsk...
Det bliver en hård nyser at flytte en dag.

Gangens nye hobby: slå søm i om kap (alle får lige mange slag, hammeren går rundt efter tur)
I denne uge har vi vegetaruge på gangen (vi er et par stykker på gangen, som har fået dillen, ført an af en fyr, som ellers godt kunne kaldes bacon-elskeren). Så jeg diskede op med vegetarravioli, vegetarbønner (a la Mexico) og agurkesalat med jordnødder og chili. Til min lettelse var der nok mad (til alle 12), og folk blev mætte.
Vi havde i øvrigt besøg af en anden gang, da deres køkken er ved at blive renoveret. Vi skal have dem på besøg to dage om ugen i tre-fire måneder, og med de ekstra kokke og gæster så burde det være muligt at få udfyldt alle madklubbens dage. Men der er stadig huller, så jeg er igenigen trådt i karakter som Tante Skrap / Sure Julie i køkkenbogen, og har opfordret til aktiv deltagelse i madklubben.

Jeg har i øvrigt en interessant dialog igang med papmor om lillebror og hans forhold til vores døde søster. Han nævner hende åbenbart med jævne mellemrum og beklager sig over, at han ikke fik lært hende at kende (han var 2, da hun døde).
Det fik mig til at overveje, hvor meget vi egentlig taler om hende i hans selskab. Min papmor overraskede mig ved at konstatere, at vi egentlig ikke snakker ret meget om hende. Det er vel nok fordi traumet af hendes sygdom og selvmord stadig fylder så meget, at jeg ikke kan mindes hende uden at vække følelser som vrede, gru, afmagt, fortrydelse, forvirring, sorg. Tænk sig, at selv nu, 7 år og 1 dag efter, at det stadig gør en helt mærkelig i knolden og maven.

Så så jeg mor og mormor på dødsdagen i går, og vi snakkede slet ikke om søster. Lidt mærkeligt egentlig. Men jeg kan vist bare snakke om hende, hvis jeg vil.. Det plejer vist bare ikke at være mig, der tager det initiativ.
Det var dejligt at se min mormor. Også pudsigt, at mor nogle gange ikke helt kan tune sig ind på mig og mormors meget lige-ud-af-posen-dialog. Hun troede på et tidspunkt, at mormor fremturede, men der var i virkeligheden bare tale om en løs sludder (om tanken, at det kunne være hyggeligt for mor, hvis hun fik nogle børnebørn at gå op i efter hun - på et tidspunkt - ikke længere har mormor).
Jeg tror, at mor hørte dette, som et argument i en skarpslebet argumentrække. Og dette ville ikke være usædvanligt, men denne gang var det dog blot en lille strøtanke der blev delt, og det var mormor og jeg begge klar over.


Mormor konverserer
Hvor om alting er, så låner mor p.t. en diktafon af mig for at optage mormor, når hun fortæller fra sit lange liv. Det er sandelig en velsignelse, at mormor har oplevet så meget, og at hun (hendes hukommelse) har overlevet livet længe nok til at fortælle os mange historier. Mormor husker endda sin første skoledag!

Nok for nu.

Bonusbillede: Mor og far (taget for ganske nylig på fars jazztour gennem KBH)