Glem alt om musik, digte og andre kunstarter

Matematikken har taget dets plads, den siger mig det uudsigelige. Mød en matematisk, livsklog kunstner på denne blog.

*synger* En dag tilbaaaaaaaaaaaaa (med briller, altså!)!

Undskyld Sydslesvig! (om legatsøgning)

Lad os se, hvad har vi:

1) Støtte til ældre uformuende døtre af afdøde kongelige embedsmænd, fortrinsvis søofficerer.
...hm.. nej.

2) Støtte til ældre uformuende piger af den tjenende klasse, der efter lang og tro tjeneste på grund af alder eller svagelighed ikke længere er i stand til at tjene
... heller ikke.

For støttekategori 1) og 2) er det en betingelse, at ansøgeren ikke har været gift.
... Check! Min far er dog desværre ligesålidt en afdød søofficer som jeg er en udtjent tjenestepige.

3) Støtte til arbejdere og funktionærer, som har eller har haft ansættelse i Odense Ægforretning A/S eller dertil knyttede firmaer, samt af sådanne arbejdere eller funktionærers pårørende
Hm... måske... eller.. nej!

Nå, jamen hvad så med
4) Støtte til Trængende blinde
5) Støtte til Trængende ensomme gamle
6) Støtte til Sydslesvigere til uddannelse i Danmark
7) Støtte til Syge og personer, som det er gået tilbage for.
... hm... måske er jeg i virkeligheden ret lettet over ikke at være en kvalificeret kandidat til disse legater! No offense, Sydslesvig!

Så er der kun 6-7 timer til min øjenoperation, afhængig af hvor forsinket min øjenlæge er... HURRA!

Et flashback til dansk i gymnasiet...

... alt symboliserer mor, far, sex, død og underbevidstheden.

I går var der en kronik om min kære jazzpapa i Politiken. Damen der begik kronikken er ved at skrive min fars første biografi i bogform. Derfor var det selvfølgelig interessant at se et eksempel på hvordan hun skriver og hvordan hun tænker om daddy.

Efter mit år på retorik ser jeg enhver tekst som en eller anden form for argument, og tænker jeg også på biografien som argument. Jeg har hørt om biografier der argumenterer "du skal kende denne person (biografien), fordi han var skingrende vanvittig!". Tænk bare på den der film om Mozart. Et klart bevis på at vanvids-argumentet sælger! Jeg læser selv en biografi om Grundtvig for tiden, som uden tvivl spiller på det samme.

Så jeg er selvfølgelig spændt på om hun vil skrive en sællert eller holde sig til den skinbarlige sandhed, som sandsynligvis kun sælger til dem der allerede kender far. Alt efter hvad jeg husker fra gårsdagens kronik holder hun sig ret tæt til argumentet, at jazzdaddy er en (af kanonen overset) kulturskat der bør genopdages. Dette er jo hørt før... jeg skal forsøge at følge op på denne sag.

Natten til i går forberedte min underbevidsthed mig på et skrækscenarie af dimensioner. Jeg vil spare jer for detaljerne her, men blot udtrykke min forundring over hvor svært det kan være at ryste noget af sig som rent faktisk ikke har fundet sted! Drømme er noget djævelskab! Så kan jeg lære at stå op, som min kæreste, timer før man når til det der endeløse REM-stadie, som jeg plejer at nå en time efter jeg er udhvilet.

Så er det i morgen jeg skal øjenopereres!

Mor ringede i går, da hun er ved at blive nervøs. Det er selvfølgelig også, som det altid er for mødre, værre for hende at det er mig der skal under kniven, end hvis det var hende selv.

Jeg satser på at gøre som jeg plejer, at være nogenlunde rolig hele vejen igennem (indgrebet foregår under lokalbedøvelse), og så få et hysterisk anfald af nervøsitet om et par uger. Jeg sidder måske på det tidspunkt og nyder en hyggelig frokost med nogen på gangen. Så går jeg måske pludselig i stå midt i en ostemad, svimles, blegner og kniber en tåre idet jeg indser, hvor stor en tillidserklæring det var lade min øjenlæge skære mig i øjnene, og hvor nødigt jeg vil gennemgå dette igen.
Hvis du selv skulle være til stede i det pågældende øjeblik så frygt ej, det er hurtigt overstået.

I get carried away...

... men det er fordi jeg trænger til det! Jeg laver slet ikke for tiden hvad der er vigtigst for mig, og det et vist pengeinstitut anbefaler mig at gøre, for det er det jeg er bedst til, nemlig at synge.

Jeg modtager ingen sangundervisning, jeg går ikke til kor eller i øvelokalet. På en måde er det som at være i hi, for jeg mærker at toppen af mine temperamentsudsving for tiden ikke når nær så højt op som de gør når jeg synger og dermed blomstrer.

Når jeg nu ikke laver det der i sandhed får mit ris i kog, har jeg så bemærket min nye tendens til at gå fuldstændig i selvsving over mere eller mindre tilfældige ting, og for tiden går det mest ud over min kæreste. Stakkel. Lad mig igen henvise til den der sang af Lenny Kravitz jeg citerede i mit
"Jeg-er-Ih-og-Åh-så-forelsket"-blogindlæg. Det udmønter sig således:

Jeg skulle lige lære min kæreste et par dansetricks og så løb tiden fra mig. Pludselig havde vi danset til kl 23 selvom vi havde svoret at komme tidligt i seng.

I går flyttede jeg for en kammerat. Vi fejrede den overståede flytning med grøntsagslasagne i skæret af et par fyrfadslys. Det var egentlig et herremåltid hvis man betænker, at vi kun havde ovn og ingen blus til rådighed.
Bagefter fik jeg lokket min guitarvirtuose kammerat til at hive instrumentet frem, og så mistede jeg igen tidsfornemmelsen. Vi sang og spillede indtil det var blevet mørkt og hans kæreste havde lagt sig til at sove på det bare gulv. Hun var nærmest grædefærdig af træthed da guitarhelten og jeg vendte tilbage til virkelighedens verden.

Så var der, sidst men ikke mindst, også det førnævnte blogindlæg, hvor jeg lader mine følelser få frit løb over forelskelsestemaet. Grunden til jeg forelsker mig så uforbeholdent er jo nok den samme, at jeg trænger til at kaste mig i grams, jeg vil ha' mit ris i kog, der skal ske noget, nuuuuuuuuuuuuuuuuu!
Jeg har også, på opfordring af kæresten og min egen genvundne fornuft, måttet besinde mig lidt med forelskelsen. Han er jo for pokker bare menneske, og har ikke godt af at blive overhældt af så mange klæbrige kærlighedserklæringer i et blogindlæg. Sorry, darling!

Ja, jeg hidser mig helt unødvendigt op over tilfældige ting. Jeg glæder mig til at synge igen, på et ikke nærmere specificeret tidspunkt, så jeg kan få kog i de rigtige ris, og dermed et mere realistisk forhold til mit følelsesliv, samt min og andres tid.

"Du skal passe på med butterfly!"

"...du skal gå med slips, for det fremhæver din pik! Butterflyen fremhæver ørerne!"

Dette pragtcitat var jeg vidne til i går, hvor jeg var til releaseparty for en digtsamling for første gang. Jeg kender en digter, Gorm Skjødt, der kender aftenens pamfilius Claus Høxbroe. Vi samledes for at fejre Høxbroes udkommende digtsamling "Hylet fra Gaden", som vist er beat-poesi. Gorm var klædt nærmest ulasteligt i sort smoking med bordeaux butterfly, knaldrød alpehue (digterhat!) og kondisko. En eller anden gav gorm dette uhørte råd om slips i stedet for butterfly, og det endte da også med at han smed butterflyen, men vist mest fordi han havde et hyr med at få den til at sidde ordentligt.

Høxbroe læste op ad sin ganske glimrende digtsamling og blev akkompagneret af bandet "1.th", ikke at forveksle med gourmetrestaurenten "1.th". Bandet bestod igår af gungrende melodisk kontrabas, groovy cello og violin. De manglede åbenbart deres trommeslager, men det gjorde jeg nu ikke notits af, da der blev trampet lækkert i scenegulvet og trommet på siden af bassen. De lagde en frisk rytmisk grund for Høxbroes energiske reciteren og rokken frem og tilbage i sit nye (genbrugte) jakkesæt. Det lød lidt som poppet hiphop for tangoorkester, og det fungerede virkelig godt. Jeg ville med glæde linke til deres hjemmeside, men de hører endnu til gruppen af mennesker der ikke har fattet, at det er på nettet der networkes.

Tillad mig at citere fra et digt af Høxbroe, "I en åben sportsvogn", tilegnet Nik & Jay:
"Gad godt elske dig
men kan ikke
gad godt elske dig
men kan ikke
da min selvtillid og pik
gik tabt
under en bytur i helvedet
eller Crazy Daisy
to sider af samme lort [...]"

Jeg blev rimelig inspireret af den digterfest, og jeg længes efter at se inspirationen tage form som knivskarpe formuleringer her på bloggen. Men jeg kan sgu ikke vente med at blogge til jeg bliver klar i pæren. Hehe... er jo blevet hooked på at være updated! Det er måske også bloggens kvalitet. I kan nemmere se min udvikling hvis jeg involverer jer i mellemregningerne i stedet for blot resultaterne. De følgende afsnit har måske lidt præg af mellemregninger med en ordentlig klat lommefilosofi. Ta' dem for hvad de er.

Digtere forsøger det samme som musikere og som mange helt almindelige mennesker gør, tror jeg. De forsøger at udtrykke det usproglige. De prøver at pege på enkeltheden i det, der i bund og grund er kaos. Det handler måske om at kunne læse mennesker og derefter formidle sit enestående og grundvoldsrystende perspektiv, og rystende bliver det nogle gange når man ser enkeltheden i virvaret. (Vil det sige at man ser to ting på en gang? Ser man så dobbelt?) Hvis man ser enkelthed og kaos på en gang så er det vel fordi man på en måde affinder sig med kaosset?

Måske handler kunstarternes stræben efter det perfekte udtryk for det usproglige mere om stræben? Om rejsen, turen, landskabet, modgangen, medgangen, udviklingen og ambitionerne? Mere om midlet end om målet? Nogen forslag, derude?
---------
Jeg skylder en undskyldning til en ukendt ven: Jeg har ved et uheld slettet din rosende kommentar. Det var ikke med vanilje. Jeg håber du stadig læser med er frisk på at kommentere igen!

Jeg er så heldig at være på landet med to dejlige mennesker som allerede savler på puden, tæller får og saver brænde. Nu vil jeg lægge mig hos dem. Godnat, og undskyld for lommefilosofien.

*pust* Udenlandsophold = Neverending papirarbejde

Så fik jeg endelig bikset min ansøgning sammen til mit, forhåbentlig, kommende kollegie i London. Der er 16(!) siders bilag der dokumenterer
1. at det er mig der kommer (og at det er jeg der er mig, som er jeg)
2. at jeg har plads på universitetet
3. at jeg har råd til at bo på kollegie (koster sølle 5000dkk om måneden)
4. mit cv
5. at jeg er et anstændigt menneske (to anbefalinger)
6. hvor meget jeg vil bidrage med ud fra mine dødspændende interesser

Selvfølgelig valgte printerens farvepatron at strejke, så mine billeder blev desværre ikke gode. Jeg har vedlagt en blå, en rød og et par sort-hvide udgaver af mit kønne fjæs.

Det var godt at få overstået! Jeg ville gerne cykle over i mothership-postkassen så det kommer afsted i nat, men på den anden side ville det være uheldigt hvis min brevvægt viser sig at veje forkert 2. gang på en uge.

Det luner også at vide, at sheiken har lavet mad til mig, efter at han selv har haft en laaaang dag på fabrikken, vel at mærke. Han er sgu go'!

G'aften!

Den 28. Juli faldt på den 25. august i år! London Calling!

Jeg vågnede ved at porttelefonen ringede. Jeg blev lidt desorienteret, for det er sgu sjældent jeg får uventede gæster (især før kl 9 om morgenen), og de gæster jeg plejer at få kan koden og går bare ind.
Det var så pakkeposten der gerne ville ha' jeg skulle stige ned fra mit tårn og skrive under på modtagelsen af en pakke. Fedt, tænke jeg. Her kommer så min kompensation for førnævnte pakke tandtråd, sikkert en pakke med assorteret shampoo, tandpasta osv.
Men da jeg så kom ned i gården så jeg ingen pakke, kun noget der var så fladt at det sikkert var den blok jeg skulle skrive under på. Den stadig usete pakke kunne jo stå uden for gården, ja, den kunne jo i og for sig stadig være en elefant, eller en palle med 250 ruller lokumspapir fra en ukendt fjende. Men det jeg troede var blokken viste sig at være pakken. Det var fra universitetet i London!

Endelig!

Nu er det helt sikkert, og jeg har det på skrift: Jeg er blevet tildelt en studieplads på mit universitet i London.Hurra! No more "Perhaps, perhaps, perhaps!"! Jeg skal afsted! Så skal der købes flybillet, og min kollegieansøgning med de 32 bilag skal vist også lige snedkes sammen... godt at ha' noget at lave!
Godt at ha' et studieår i udlandet at se frem til!

Yippee-kay-aye, MF's!!

Ååååhh Mormor! Kom nu ind i kampen...

Jeg elsker hende.
Hun er simpelthen så sej, på vej mod de 92 og helt fremme i skoene. Det skægge er bare at hun stadig taler med det sprog der var standard i 1950-60erne. Så hun beskriver også nutidens verden med et rigt sprog fuld af gamle talemåder.
Hun skriver hvert ENESTE år et kort på min fødselsdag med en talemåde a la:

"Du ER jo sådan en dejlig pige, men brænd nu ikke dit lys i begge ender!"

Hehehe... det er simpelthen guld værd. Mormor vil gerne følge med det hele, vide hvad alle i familien laver hele tiden. Hvis vi ser ud til at stå i noget der kunne minde om antydningen af et tvivlsspørgsmål, af større eller mindre grad, eller ser ud til at være ramt af et splitsekunds ubeslutsomhed, så er hun selvfølgelig frisk på pletten med en 2-3 løsningsforslag.
Hun ville stadig styre familien med kærlig jernnæve hvis ikke det var fordi vi alle jævnligt, og insisterende minder hende om, at vi altså nok selv skal kunne finde ud af alting uden hendes hjælp. Det er ikke fordi hun er glemsom, næ, hun vil og må bare deltage i ALT! Pensionisttilværelsen giver hende simpelthen for lidt at rive i, og jeg er selvfølgelig lykkelig over at hun er stadig så frisk.

Mormor er også så heldig at have fotografisk hukommelse helt tilbage til hendes allerførste skoleår, og en tur ned af hendes langtidshukommelses løjpe er fed. Den er så lang at det giver god vind i håret, og opspærrede øjne over forandringerne i landskabet fra nu til da.

Tilmed har mormor de seneste par år troet, at NU kunne hun da ikke blive ældre. Derfor har hun til tider fået sagt nogle spydige småting som har lugtet lidt af, at hun ikke ville være her om en uge til at skulle hæfte for det... hehehe. Men hun besidder alligevel sine meningers mod. Mormor er en stærk kop kaffe.

Derfor synes jeg det er meget oplagt at hun skal ha' en computer med internetadgang. Så kan hun surfe den halve dag, læse min blog og skrive emails til sit fantastiske første oldebarn i det Forenede Kongerige (UK), hvis femårige bedrifter hun på ingen måder kan få armene ned over. Hun argumenterer så desperat imod det nu, at hun må være lige på nippet til at skifte mening.

Det er jo set før, at folk - i stedet for at holde sig til et godt argument (elefantbøssestrategien) - pludselig begynder at skyde med spredehagl for derefter at opgive og overgi sig. Jeg mener selv jeg har været der, desværre lidt mere end et par gange, hehe... ingen er fuldkommen.

Mormor skal online, tiden er til det. Dette er min målsætning. Jeg må tilføje det til min liste.

Sangersilden i den syvende himmel (ja, der er bredbånd)

Wow.... jeg er sgu forelsket! *yrk*

Jeg er ved at blive til smør, snot, et hvivelløst dyr i min elskedes hænder. Jeg ville ønske jeg kunne styre processen bare lidt, men det er nu totalt ude af mine hænder, deraf min himmelråbende mangel på konsistens. Klogt forsøger helten at gyde lidt olie på vandene med at tordne følgende, lidt a la Dolph

"Forelskelse er en social konstruktion!! Det er din indre biokemi der spiller dig et puds!".

Men så synes jeg jo bare han er kær i dette forgæves forsøg på at være en hård mand eller et dumt svin, som han kalder det, og det får mig bare til at holde mere af ham, og tænke på at han også har sagt om Dolph-stilen, at "det er det de unge vil ha'!". Så trækker jeg på smilebåndet, og er der noget der gør mig blød, så er det en mand med humor! Han har nået et punkt hvor han, når han forsøger at gyde olie på vandene blot hælder vand i olien. *synger Lenny Kravitz*

Heaven help the heart that lets me inside
Heaven help the one who comes in my life
Heaven help the fool that walks through my door
'Cause I decided right now
I'm ready for love

Som om det ikke skulle være nok, så sidder jeg og hører klassisk formiddag på P2, hvilket får mig til at føle mig lidt som heltinden i hvilken som helst disneyfilm.
Jeg kan nemt forestille mig at sidde i et højt tårn i slottet iført en marengs af en kjole og spejde ud over skoven hvor sneen fyger (violinerne filer rastløst med) og min elskede er på vej til hest... musik er farligt! Måske burde jeg slukke og vende tilbage til virkeligheden...

For at jeg nu ikke drukner mine kære læsere i dette tommetykke lag candyfloss *adrrr!* så vil jeg gå videre og servere et billigt grin. Der er på www.fark.com udskrevet en konkurrence for bedste hjemmelavede filmplakat i temaet "Dyr på Fartøj", inspireret af den nye "Snakes on a Plane" her. Jeg bringer her et eksempel derfra, Drakes on a Crane!

Ok ok... så en sidste lille bæ - den sidste!

... i dag i hvert fald!

Til kamp for sproget mod alle de tølpere der anvender ordet "skide" i betydningen "prutte"! Der er skam forskel på de to ord! Den ene involverer lort! Den anden gør ikke! Fat det så!!

AAAaaarrghhh Post farkin DK!

Jeg købte for et par dage siden en ny gang tandtråd, og den viste sig desværre at være nytteløs. Den knækkede og trevlede så jeg endte med at have mere mellem tænderne end før jeg benyttede den. Øv!

Som regel hidser jeg mig ikke op over småting, men det generede mig sgu at have brugt 30 kr på ingenting. Så jeg fandt firmaet på nettet og skrev en klage. De svarede hurtigt, at det da var synd for mig, og at de derfor ville refundere tandtråden og teste den samt sende mig nogle andre produkter som plaster på såret hvis jeg bare sendte pakken ind. Kæresten advarede dog "Don't Eeeever give them your adress!". Men jeg blev rigtig glad over at det kunne betale sig at klage, og mere til, det var jo nærmest profitabelt. Så afsted røg tandtråden i et lille brev på 17 g.

Så kommer der sgu en opkrævning af strafporto på 19,50!!

Min kæreste kvitterede med smilende at fortælle, at Post Danmark godt kan finde på at lade brevene ligge i et par dage så de samler fugt nok til at ryge op i næste vægtklasse, og at Post Danmark tjener så tykt på strafporto at de bruger dem på en luksuriøs medarbejderfest en gang om året.

*rrrrrrrr*

*syde*

*skumle*

Nå, men for at jeg kan grine tilbage ad Post Danmark (for I ved jo hvordan det er at grine sidst) så må jeg henvise til denne kvinde, som har skrevet om Post Dan marks sprog lige pro blem er. Læseværdigt!

forhåbentligt frøkenens sidste indlæg om fækalier!

Hold fast:

Der er nogen der har skidt i en af vores køkkenstole!

En af mine gangfæller fandt efterladenskaberne i morges kl 7:30.

En ting er når to kollegiegange ligger i krig med hinanden. Det er ikke tilfældet nu, men det sker. Så kan der komme lidt sirup på dørhåndtagene eller lidt agiterende breve frem og tilbage over det interne net. Hvis bølgerne går rigtig højt bliver dørene til toiletterne fjernet.

Men at skide(!) på et køkken?!

Det er altså uden for kategori. Jeg nægter at tro nogen kunne ha' gjort det i fuldskab... det er simpelthen for langt ude! Må må da mindst ta' stoffer for at miste kontakten til sin fornuft i den grad.
Det er trist at vide nogen - måske iblandt os - er så langt ude...
...ja, at skide! Det er jo noget værre at komme ud af et stofmisbrug end det er at smide en, i ordets sande betydning, beskidt stol ud.


Nok om ekskrementer for nu. I dag fik jeg den kære Jonas til at kigge på mit essay til min Engelske kollegieansøgning. Og han fnes, men rettede det tålmodigt. Det var godt at få gjort.
Der var nemlig engang hvor jeg talte flydende amerikansk, da jeg har været så heldig at bo i Californien i 10 md som 8&9årig. Siden da har jeg sovet igennem samtlige engelsktimer, først af kedsomhed og senere fordi jeg fik at vide af klassen at jeg "dominerede undervisningen til skade for mine klassekammerater". Nu har jeg desværre tabt en del af det sproglige forspring jeg havde tidligere. Tillad mig at citere min elskede mor:
"My English is getting worser and worser!"
*suk*
Jeg håber jeg når at lære det i en fart når jeg kommer til London.

Jeg har læst en tekst om optagelseskriterierne til mit ønskekollegium i London, og irritationen over diverse ansøgeres manglende benarbejde med at læse sig gennem selvsamme tekst eller evt. FAQ'en stråler langt ud af den. Se bare her:
Enclosures for the PRINCIPAL applicant are REQUIRED. Confirmation of sufficient funding is ALSO required for accompanying partner / spouse.

Kontormedarbejderen som har skrevet teksten har sikkert lidt for mange bolde i luften. Hvis jeg i et øjebliks forbigående klarhed lokaliserer denne person vil jeg prøve at udstråle taknemmelighed, ro og forståelse, og idet forære vedkommende et par øjeblikkes metaforisk olie til de mange tandhjul der kun modvilligt falder i hak.
...Men så er det desværre nok passé at komme med retorisk kritik til den der MEGET informative tekst om ANSØGNINGSKRITERIER! Hm. Elller hvad?

P.s. Jeg nyder vejret, især da det er lykkedes mig at være indenfor under samtlige skomagerdrenge-nedfald. I england siger man vist "It's raining cats and dogs!". Jeg ved ikke hvad der er værst. Bare jeg må ha' lov at nå indendørs. Det er i hvert fald dejligt at sidde inde og se hvor det mørkner når førnævnte dyr er i luften, og hvordan kastanjetræet glinser i gården.
Jeg kommer til at tænke på Magnolia hvori det pludselig regner med store skrubtudser. Aaddr! Uf! Jeg kan i øvrigt oplyse, at der blev skabt over 7.900 gummitudser til optagelse af filmen, og at ingen rigtige tudser kom til skade under optagelserne.
...Ok, nu må jeg vist se at få mig et liv, bare i et par timer!

*puf*

Hurra, Jeg overlevede! Men dog med en grim smag i munden...

Hehe... Det viser sig at man kan slette en målsætning fra listen på 43 things når først man har nået den. Jeg blev altså nødt til at klikke på "I've done this" for at få lov at delete målsætningerne "Eat sh*t" og "survive". Lad os bare lade den gå i glemmebogen...
Målsætning nået: Jeg er blevet marginalt klogere, i hvert fald på 43things.

Så har jeg i øvrigt lavet en nedtælling til min synskorrigerende laseroperation ude til højre.

Det bliver simpelthen for uoverkommeligt at finde ekskrementer at gnave i! Hvad skal jeg dog gøre! Jeg gi'r op!

Om blogverdenens listehysteri

Der findes nu en (for mig) ny måde at oplyse verden om alle de ligegyldige ting man ellers ville oplyse om på en liste med "100 ting" (f.eks. sådan her), og det nye alternativ hedder 43things. Meningen er, at man skal liste 43 mål man gerne vil prøve/opleve/se/møde. Man kan også lave en liste over 43places eller 43 people.Det er endda sat sådan op, at man kan opmuntre hinanden til at nå de forskellige mål man sætter sig for. Hvis man har nået det mål man har sat sig for så kan man også skrive hvordan det var og angive om det var anstrengelserne værd.

Alt i alt en meget positiv idé, der lægger op til at vi deler vores drømme og forhåbninger og støtter og inspirerer hinanden dermed.

Men blandt de 500.000 der benytter sig af sitet er det selvfølgelig også nogle der ikke kunne modstå fristelsen til at tage lidt gas på konceptet. Derfor er der nogle der sætter sig for at de vil
1. æde lort
2. ryge crack
3. møde Osama Bin Laden
4. tage en tur til helvede (48 stk vil gerne, og 31 har tilsyneladende været der, hvoraf 16 synes det var turen værd!)

Jeg skulle selvfølgelig også være morsom og forsøgsvis sætte "æde afføring" på min liste, i den gode tro at jeg så kunne fjerne den bagefter... men det kan man ikke! Man kan kun give op!
Jeg kom også til at tiføje "to survive" til min liste. Og selvfølgelig vil jeg gerne overleve, men heldigt stillet som jeg er bilder jeg mig ikke ind, at det er et mål jeg skal stræbe for at opnå, eftersom jeg bor, spiser, sover og lever godt. Derfor ville jeg gerne fjerne denne målsætning, men det går altså ikke! Derfor kan man nu læse sig til følgende på min profil
sjyli has given up on 2 things

1. eat shit (20 people still want to do this)
2. survive 53 (people still want to do this)

Jeg skulle nok ha' holdt mig til 100 ting... *gg*

Doven ordstilling skal brændes på bålet - til kamp for sproget!

*yrrrk*
Hader når folk ikke kan tage sig sammen til at vende ordstillingen når de stiller et spørgsmål, så hvad der burde have været
"Var det en god tur?" bliver til
"Det var en god tur... ?".
Det holder ikke!
Yoo måst Stop ziz at våns, or Aj vil have yoo shåt baj dårn!
Sådanne folk bør henrettes, ej benådes!

Det store i det små

Så fik jeg endelig skrevet mit "essay of interests and proposed contribution" til mit - forhåbentlig - kommende kollegium, Good Enough College i London . Set i bakspejlet var det egentlig en ret positiv oplevelse at skulle strø om sig med søde løfter. Så den fik ikke for lidt i essayet: jeg lover at starte et kor, arrangere udflugter til danseundervisning i tango og fællessang ved festlige begivenheder. Hehe... rart med en genre hvor der er plads til at være generøs.

Nu bør jeg komme ud og væk fra skærmen. Bortset fra afbrydelsen "mit livs første møde i banken" så har jeg siddet her hele dagen. Og jeg kan mærke jeg bliver sløv af det. Når sheiken kommer hjem så er jeg bare en slatten grøntsag, hvor jeg i virkeligheden burde være glødende af overskud så jeg kan give ham en ordentlig, velfortjent velkomst efter en hård dag på fabrikken . Det er jeg altså, medmindre jeg griber dagen nu (natten?) og får genopfrisket mine sociale færdigheder lidt før han kommer.

Så var der i øvrigt mit livs første møde i banken. Jeg har nogle opsparede penge jeg skal ha' investeret og i den anledning havde mor trukket mig ned til sin bankrådgiver, selvom jeg har min egen(som i øvrigt er jævnaldrende og går med frisk, lyserød skjorte). Har har vist i øvrigt både ringet og skrevet til mig (med et billede hvor han så alt for friskfyrsagtig og vandkæmmet ud på en gang), men jeg er glat som en ål. Skal ikke have noget med de folk at gøre. De vil bare ha' mine penge.
Så jeg var gennemsyret af mistillid da jeg mødte op, og er det vist egentlig til en hvis grad stadig. Meget mistænktsomt var den såkaldte "risikovillighedstest" hvor jeg blev spurgt 13 spørgsmål der skulle afgøre hvor villig jeg var til at risikere tab for at få et højt afkast på mine investeringer. For en hobbyretoriker som jeg var der fra start ikke nogen tvivl om, at det i virkeligheden drejede sig om 13 formuleringer af det samme spørgsmål, som alle skulle få en til at ende med at man, på baggrund af sine ærlige svar, finder ud af at man er lidt mere risikovillig end man troede man var. Og jeg kom da også op i mellemgruppen selvom jeg næsten kaldes Von And blandt venner (penge skal være i nærheden, så man kan kysse dem og våge over dem). Bemærkelsesværdigt at banken har lært af børn. Hvis du stiller det samme spørgsmål utrolig mange gange så er der en sandsynlighed for at svaret varierer, hvis ikke det skifter!
Prøv selv at tage en tur ned af langtidshukommelsens løjpe, hvor du hører dig selv sige:
"Må jeg få en is?"
eller
"er vi der snart?"
(gentaget i det nærmest uendelige)
Det er en grov og billig metode, men den virker sgu! Nu også for pengeinstitutter!

Nå, nu til de sociale færdigheder. Jeg tager min kollegieparlør frem. *rømmer mig*
"Nå, bor du også her?"

De evige småting (does it ever stop?)

I dag har jeg valgt at blive hjemme fra mit engelske sprogkursus som jeg egentlig følger ude på KUA. Der er behov for en dag på kontoret. Jeg er så heldig at være nyforelsket, men megen tid går med det. Nu er katten dog ude, og så burde der være en chance for at jeg får noget fra hånden.

Jeg er på vej til London for at læse i ni måneder (altså, otte måneder med indlagt julepause), og i den forbindelse skal der ordnes en masse småting. For eksempel skal jeg søge om at få SU'en med til England, og så skal jeg først ha' lokaliseret min lokale SU-medarbejder. Jeg vil starte med at tage ind på mit institut i klerkegade, men jeg er åben for at blive viderestillet til KUA.
Så skal der sendes en ansøgning til det kollegie jeg gerne vil bo på. De er så venlige ikke at have nogen specifik ansøgningsfrist (tak for lort!), så det har knebet lidt med at få den afsted. Der skal også vedlægges et hav af bilag til den ansøgning, heriblandt et essay om "proposed contribution to the college" på 500 ord. Her er der en oplagt mulighed for at sludre løs, og det plejer jeg at være god til. Det er bare lidt umotiverende når man ved at det bliver læst én gang og så sat i glemmemappen. Men det er selvfølgelig opbyggeligt at få trænet sit engelske og øve sig i at ramme udtrykket der balancerer mellem "seriøs studerende" og "lalleglad kollegietosse (hvilke studier?) ".

I går skulle jeg klare den ugentlige rengøring på mit kollegiekøkken, hvilket af andre klares på 1½ times tid. Det lykkedes mig at bruge 1½ time på nærmest ingenting fordi der dukkede småting op, f.eks. en størknet klat chilisovs hengemt oven på vores skabe med en tilhørende foruroligende flok mikroskopiske fluer.
Da jeg skulle tørre af på fælleshylden, hvorpå vi opbevarer mel, sukker, pasta mv. var der kaos. Så jeg hældte sukker i sukkerkrukken, smed tomme æsker ud mm. Det lyder måske ikke af meget, og ganske vidst bevæger jeg mig nok 10% langsommere om søndagen, men pludselig var tiden gået, altså den jeg skulle ha' brugt med kost, spand og klud. De pokkers småting!

Om 10 dage skal jeg have en synskorrigerende laseroperation så jeg kan slippe for mine hinkesten. Jeg glæder mig afsindigt!

sommerens endeløse ædegilde

Ugens program:
1. droppe løbetræning mandag
2. spise kage tirsdag
3. spise kage onsdag
4. spise kage torsdag
5. spise et råt fed hvidløg på størrelse med et mindre æble fredag
6. spise pommes frites med bernaise efterfulgt af is lørdag
7. spise to chokoladecroissanter, en snegl og to kugler is søndag

Det er da altid noget at jeg skal i skole et par timer hver dag... ellers ville jeg jo ha' tid til endnu mere! *yrk*
Jeg må se om jeg kan vride noget motion ud af min "personlige træner"...