Kulturkløft mellem generationer

Den anden dag havde vi fætter-kusine-sammenkomst i sommerhuset, nu også med deres småbørn. Vi var i år fire under to år og otte mellem 24 og 40 år, med andre ord de to yngste generationer.

Vi havde ikke meget på programmet ud over at spise frokost og aftensmad sammen og få en sludder. Vejret var ikke til at gå tur, så vi trykkede os sammen i den lille stue.

Mormor kunne ikke overskue tanken om hvordan vi eventuelt selv kunne ha' løst de praktiske opgaver med borddækning og madlavning, så det tog hun sig endnu en gang af. Vi fik et ordentligt fad frikadeller og kartoffelsalat, det var vi glade for.

Vi kunne dog også selv ha' klaret det praktiske. Det er så her kløften optræder. Mormor kommer fra en generation hvor bordet er dækket når man ankommer som gæst. Jeg kommer fra en generation hvor man som gæst typisk bliver sat til at hakke et løg eller dække bord.
Den perfekte værtinde, der har de tre retter, et funklende rent hus og bordpynten klar på forhånd, er tilsyneladende gået af mode. Til dels tror jeg vi er for dovne, men til dels tror jeg heller ikke vi kan finde ud af at leve op til så fine kulisser. Det er som om vi som gæster skal præstere noget ekstra, som vi ikke ved hvad er, som tak for en gammeldags, herskabelig opstilling.

Næ, så vil vi hellere være med til at dække bord og snitte salaten. Så får vi også de praktiske opgaver at samles om, det er jo unægtelig en anden måde at være sammen, end blot at sidde "fint til bords".
Det håber jeg at få mormors øjne op for. Jeg nægter at give op fordi "ældre mennesker pr definition er nogle gammeldags og stædige bæster, der ikke vil vide af nutidens tendenser". Sådan en mormor er min mormor ikke. Hun skriver emails, og går til fransk, engelsk og litteraturkreds. Så helt tabt for ny indlæring kan hun vel næppe være.

(vel, mormor?)

Til gengæld håber jeg også at få min generations øjne op for netop charmen ved "det fine middagsselskab". P.t. går der nemlig lidt for meget folkeskole-drukkonkurrence i vores trerettersmenu-gilder.

I grove træk

har jeg været ved siden af mig selv siden efteråret 2005. Dels har jeg været konstant bagefter med læsningen og haft dårlig samvittighed, og til dels har jeg savnet at lave musik. Både fordi jeg ikke har kunnet komme ind i mit ønskekor og fordi studiet krævede mere og mere tid har jeg nedtrappet mine musikalske aktiviteter til et absolut minimum. Det er faktisk kun når kæresten har tid til at slås om klaveret over en koralbog, eller når jeg synger i kirke om søndagen, at jeg bliver mindet om, hvad det er jeg er bedst til og holder mest af.

Generelt har jeg stenet i næsten to år, man kan vel kalde det en form for ufrivillig åndelig vinterhi. Samtidig er jeg ved at sprænge i luften af rastløshed, min alt for lange sommerferie har gjort det tydeligt. Jeg tror, at det skyldes, at jeg ikke får muciseret. Så nu skal der synges mere, om det så må det koste mig et semester på studiet. At jeg er lidt ved siden af mig selv er ikke gået familiens næse forbi:

Mor har truet med sjusket udført lemlæstelse, hvis ikke jeg snart holder op med at brokke mig over, at jeg ikke får læst nok, uden rent faktisk at gøre noget ved problematikken (Juliekenderen vil dog vide, at jeg bliver ved med at brokke mig over manglende læsning selvom jeg rent faktisk læser).

Kæresten spørger blidt, om jeg ikke måske skulle overveje at få noget på programmet (læs: få et liv), i stedet for til tid og evighed at udfylde rollen som sekretæren/husmoren der køber ind og bager boller som ugens begivenhed.

Far siger, at jeg er en tøsedreng mht. at springe ud i musikalske udfordringer.

Så nu skal kalenderen fyldes igen, med musik og lærerjob (ved siden af studiet). Det bliver godt at komme i gang.

Vi måler temperaturen (fra hot til not)

Not:

- at en af vennerne skal giftes om to uger. Slap dog af, det er overhovedet ikke vores generations tur!
- at tage magten i noget der ikke længere opfattes som vigtigt (den går på kollegiets selvstyre... nogle konkurrerer om at komme i gårdstyret, mens andre ikke ved hvad gårdstyret er...)
- den uundgåelige post-Roskilde forkølelse

Boblere:

- at stå op kl 07 hver dag (det bliver godt nok en dejligt lang dag, men *pust*, sikke en lang dag!)
- plantevækst der jævnligt truer med at dække mine vinduer ud til haven (både eksotisk og irriterende. Det nærmeste jeg kommer på et haveredskab er brødkniv og skolesaks)

Hot:

- at jeg får besøg fra London i morgen
- at gense sin barndom via en lillebror, der er som snydt ud af næsten på mig, samt via billeder fra barndommen
- at opfinde "hylden til brugt, men endnu ikke gennemsvedt tøj" efter at have boet for sig selv i seks år
- det lykkelige sammentræf af at trænge til oprydning og rent faktisk at få det gjort

Vi leger lige giro 413 et øjeblik

På opfordring bringer vi her lidt reportage fra de sidste dage på Roskilde, herunder gode koncerter med Goose og Suspekt. Billederne kan findes her. Jeg har desværre haft bøvl med upload af videoer fra Goose og Basement Jaxx. Beklager.

Jeg er blevet "tagged"

Det vil sige, at jeg har fået en opfordring af en anden blogger til at fortælle otte vilkårlige ting om mig selv (som jeg ikke ellers ville ha' fået anledning til at fortælle) i en ny blogpost, samt sende stafetten videre og "tagge" otte andre bloggere.

Jeg kan dog desværre ikke bidrage med mange nye facts om mig, jeg er bange for at emnet er udtømt (det er jo netop det jeg har skrevet om de sidste 11 måneder!).
Desuden må jeg hæve et foragtende øjenbryn overfor det at udbede sig "vilkårlige facts".
Er det ikke meget mere interessant at fortælle og læse om facts, som er forsætligt udvalgt, snarere end de, der er vilkårligt udvalgt?

Jeg keder mig faktisk også lidt over at skulle fortælle om mig, for tiden. Derfor må jeg henvise til gamle nyheder: indlægget "Andre Ulogisk-heder / Kunstneriske skoenhedsfejl".
Indlægget kan findes her.

Da jeg ikke vil afkræve mine bloggervenner vilkårlige facts, som jeg alligevel ikke gider at læse, så kommer stafetten vist til at gå i stå her.

Rundstyk, udlandsdansker, som taggede mig. Det var ikke med vanilje.

*snøft*

Det er næsten ikke til at fatte. Roskilde Festival er slut, endnu en gang!

Søndagen var fin med bl.a.
Suspekt


Og Basement Jaxx, som endelig fik taget på Orange til at løfte sig.

Min Lørdag på Roskilde Festival (sorry, kunne ikke finde på bedre titel)

Min lørdag var fra start til slut en dans på roser (uden torne, forstås! Det er egentligt et mærkeligt udtryk...). Mor og jeg kom igen til at stå for tidligt op, og da vi så kom i seng igen vågnede vi først 17.45. Så måtte jeg piske ud af døren, i det omfang det var mig muligt i søvndrukken tilstand. Jeg kom lige en halv time for sent til min aftale med min veninde, men det tog hun pænt.

Jeg afleverede en madkupon i den gyldne bønne, og det udløste til min overraskelse to portioner, og den kunne jeg så forære til veninden. I forsøg på at spise min lækre pita med falaffel fik jeg i øvrigt dressing op i næsen.

Min veninde forsødede virkelig min aften ved at være meget samarbejdsvillig (hvorfor klinger det ligeså skidt som "easy going" klinger godt?) og glad. Hvor jeg skulle hen gik hun med, og vi var også enige om hvad der skulle høres, og hvor længe.

På uforklarlig vis kom jeg i besiddelse af et medarbejderarmbånd, og så kom vi ellers ind i medieluderbyen (undskyld, mormor) og mingle med de kendte og en endeløs række wannabes.

Resten af aftenen gik over stok og sten med at gense gamle, elskede venner og pendle mellem koncerter og mediebyen.
Musikmæssigt kan jeg berette, at Goose overraskede overordentligt og Red Hot Chili Peppers skuffede skrækkeligt. Der var ikke nok Mexico i Nortec Collective, Bondo do Role var en lidt for letkøbt fest (enhver idiot kan sguda finde ud af at sætte andres plader på) og Clipse løftede heller ikke helt taget af, selvom beatsne var fede nok.

En af mine elskede, gamle venner var i følgeskab af en stiv punker, og med ham som pogodansende fortrop kom vi op at stå allerforrest til Goose. Når man nu ikke selv har hverken nerver eller nosser til at masse sig igennem et tæppe af mennesker, der på retfærdigvis havde opnået gode pladser, så var det jo smart af have ham punkeren med.
Gæt selv, hvem der er punkeren

Vi runder af med en række citater.

Om mediebyens "luksuriøse" toiletforhold, med træk og slip:
"Det er bare så'n - Ka-Tjiiiing!"
(træk og slip bevægelsen udføres samtidig!)

Sagt til et par uniformerede betjente før RHCP-floppet:
"Tillykke med huen!"

Under nedsvælgning af stærk thaisuppe en festhæs ekskæreste, hvor jeg bl.a. momentvis glemte forskellen på nedsvælgning og indhalering:
"Jeg tror det her er godt for mine stemmeløg!"

Politiet om politiets rolle på årets festival:
"Ja, vi laver ikke så meget andet end at gå tur, vaske vores støvler og gå tur igen."

HURRA(!) for de 100.000 fredeligste festabaer i Nordeuropa.

Min sløve fredag

Efter at have været blevet godt nedkølet under torsdagens endeløse regnvejr tog jeg jo hjem til mor og gik i fosterstilling. Det var ikke før kl 18 fredag, at jeg indtog dagens frokost og tog tilbage til festivallen.

Vi bringer her nogle glimt fra min fredag, der var lidt ensom, men alligevel fin.

Først mødtes jeg med en veninde og så Blowbeat (Blæsersekstetten Carion + beats af Bjørn Svin). Veninden smuttede hurtigt til Beastie Boys. Jeg blev og nød en anderledes koncert med klassisk musik, og et nogenlunde tavst, men opmærksomt publikum. Beats og kompositionsmusik fungerede som en ret god blanding. Det var også godt, at både blæsergruppen og Bjørn Svin hver især gav hinanden noget scenetid alene.

Det, at der var beats til musikken gjorde, at det blev oplagt at danse til musikken, mere end det havde været i en klassisk koncertsituation. Men de fine dynamiske nuancer og den uvante opstilling gjorde, at mange havde for travlt til at danse, af bare lytteiver. Midt i denne nysgerrige forsamling stødte jeg selvfølgelig på nogle andre musikstuderende, det var jo til at forudse.

Mellem Blowbeat og Dizzee Rascal var jeg så nede i lejren og hente mit telt og putte det i gratis garderobe. Det blev lidt knebent med tiden, så jeg måtte tonse igennem mudderet med tunge vaders for ikke at gå glip af Dizzees første toner. Jeg kunne på afstand høre Dizzee blive præsenteret, mens jeg løb gennem smatten, og jeg nåede faktisk at ankomme ca. midt i andet vers af den første sang. Det var en fed koncert, publikum var tændte, og jeg blev overrasket over at se, hvor mange skandinaviske fans Dizzee havde. Sceneshowet var minimalistisk og klassisk for genren: to rappere og en DJ. Men Dizzee holdt os nu ret godt til ilden alligevel, uden korsangere, dansere, kostumeskift og fyrværkeri. Politikens anmelder er enig.

Så var jeg nede og kaste håndtegn til min elskede fodvaskerfortid, Stilhedens Katedral. Det var hyggeligt at gense et par ansigter og se at de stadig spreder det gode, næstekærlige budskab: ingen fod er for klam.

De var også så venlige at låne mig deres medarbejdertoilet, og derude fik jeg mig en grim overraskelse. Efter overstået toiletbesøg plejer man at spritte hænderne af, da der jo ikke nødvendigvis er sæbe og rindende vand ved hånden. Men da jeg trykkede på spritbeholderen kom der guddødemig fugtigedscreme ud! Bwedrgh!

Her troede man lige, at man skulle nyde sprittens kølige, hygiejnisk og mentalt nødvendige renselse (ja, det virker faktisk som et OK mentalt plaster på såret, efter man har været inde og placere sine fækaler i en fin stak, oven på ens venners ditto). Og så får man sådan noget fedtet, hvidt stads i hånden! Jeg tørrede panikslagen cremen af.
Øjeblikket efter gik det op for mig, at man nok godt kunne ha' brugt lidt creme, hvis man så bare havde fået lov at vaske mudderet af, først.

Ude på campingpladsen sprang jeg i en fælde, der må være ca. the næstoldeste trick in the book (efter den der, "se ned, du har noget på skjorten", efterfulgt af en etfingret uppercut i næsen). En fyr bad mig om et kys på kinden, som jeg velvilligt lænede mig ud i luften for at give, med trutmund og halvlukkede øjne, hvorefter filejsen drejer munden til.

At jeg ikke lige så det komme beviser, at jeg virkelig kan være dummere end snot, og det desværre flere gange om dagen. Jeg hævede et foragtende øjenbryn og påpegede, at han kunne ha' haft held med bare at bede mig om et kys på munden, i stedet for at lave julelege. Det er jo Roskilde, vi er jo ikke nærige med det. Tsk tsk!

Fredag var i øvrigt dagen for min mors første vagt som chauffeur for transitten. Transitten står for transport af stjerner og teknikere mellem festival, hoteller og lufthavn. Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg er pavestolt over min mor. Jeg kender ikke ret mange andre mødre, som tager på festival som frivillig. Hun har blandt andre kørt CSS hjem, efter de leverede festivallens hidtil eneste koncert til seks ud af seks hjerter.

Mellem halv elleve og et fredag aften prøvede jeg desperat at finde nogen at høre Nephew med, men mine venner var enten for fulde til at kunne forklare hvor de var, på arbejde, eller for svenske til at ville høre Nephew (der var nemlig et alternativ til det svenske publikum). De få der kunne nås løb selvfølgelig tør for mobilbatteri lige idet de skulle til at forklare hvor jeg kunne finde dem.

Læs i øvrigt hvad Christoffer har at sige om spilleplanen og nationaliteter her.

Generelt bliver der jo ringet meget og skrevet mange SMSer på Roskilde, så netværket er tit overbelastet. Det medfører, at man kun kommer igennem til folk halvdelen af de gange man ringer, og nogle gange kommer ens SMSer med en times forsinkelse. Når man også iberegner folks evigt lave mobilbatterier så kan man virkelig få leget en god gang mobiltagfat, f.eks:
Jeg ringer til Marie, og får fat i telefonsvareren. Hun ringer så til mig, jeg hører det ikke. Jeg skriver til hende, "ring til mig", og den når først frem en time senere, hvor efter hun ikke kommer igennem til mig.

Jeg fik fredag aften til at gå med at lege mobiltagfat med en fire-fem venner. Almindelig tagfat er nu sjovere.

Da Nephew endelig startede var jeg træt (og stadig alene) og endte med hurtigt at forlade koncerten, som vist skulle ha' været udemærket.

En fin, men fredelig fredag. Jeg tog også billeder, men de blev ikke gode. Glæd Jer til beretningen om min lørdag, der blev ligeså festlig som fredagen var fredelig.

Vi drukner! (mens vi hører Björk, Booty Cologne og Mapei)

Der ER noget der hedder dårligt vejr.

I går var stemningen rigtig mat i lejren, såvel som i nabolejren. Vejret tog virkelig pusten fra os, da det regnede uden pauser i over et døgn, og blæste en halv pelikan. Mange campingområder står nu under vand og selv vores højtbeliggende oase holdt gradvist op med at være beboelig. Indtil da havde mantraet lydt: "Der er ikke noget der hedder dårligt vejr", men i går begyndte vores telte alligevel at bukke under, og det spolerede hyggen.

Jeg har deserteret lejren, da mit telt endelig også var omringet af vand. Jeg er dog stadig forundret over, hvor lidt vand det tog ind. Jeg skal ud og vride det op i dag.
Men uden tørt tøj og ordentlig nattesøvn får jeg ikke nok ud af mit dyre armbånd. Så nu er jeg tilbage hos mor hver nat, ligesom før jeg var stor nok til at campere.

Festivallen har iøvrigt tilbud om overnatning på festivalpladsen og gratis bad i Roskilde Hallerne som plaster på såret, eller skal vi sige tudekiks. Læs mere her.

Nu til musikken, som jo er startet! Mor, en veninde og jeg fik sluset os selv op i næstforreste indhegning til Björk-koncerten. Det var super, og mens det varede glemte man næsten, at det regnede, og at tøjet var gennemblødt. Da koncerten var færdig blev man pludselig opmærksom på, at man kulden havde fået en til at trække skuldrene op om ørerne. Det var faktisk lidt svært at få dem ned igen.

Björk var igen fantastisk. I løbet af de første seks-syv numre lullede hun os ind i hendes eventyrverden med sjæler på sjæler. Da der så endelig senere kom lidt beats at ryste røven til tog vi taknemmeligt imod. Henimod slutningen af koncerten var vi snoet om hendes lillefinger, tusinde af kolde, våde, men trofaste sjæle i regnslag og gummistøvler. Gudinden sagde "jump", som for at holde os varme, og det gjorde vi så.
Med sig havde Björk en blæsertentet kun bestående af kvinder, der også sang kor. Det er ikke ofte, at hunkønnet er i overtal på scenen, slet ikke hvis der er blæsere involveret, og jeg nød luftforandringen. Tentetten spillede smukt og pyntede på scenen med store ballonkjoler og flag i håret.
Det var godt at høre, at Björk ikke er bleg for at omarrangere sine numre så de spilles af de musikere hun har med sig på scenen, her blæsere, percussion og elektronik, snarere end at afspille diverse klip fra fraværende instrumenter. Det kan sangene sagtens bære, på den måde hører man nærmest uforanderlig skønhed i hendes musik.
Der var lagt ekstra fokus på et nyt elektronisk instrument, den såkaldte ReacTable, de fik ligeså meget sendetid på storskærmene som Björk selv (eller hendes fødder, som min veninde Nanna bemærkede). Og jeg kan nu godt se, at den er fiks, men jeg ville nu hellere se på madammen.
Der har vi den. Klik på instrumentets navn for en demovideo.
Det var godt til allersidst at mærke Björks vrede og energi i de sidste sange: Politisk blev det da også, da hun rettede opfordringen "Declare Independence" mod Grønland og Færørerne ved at hejse deres flag.
Det var endnu engang en stor oplevelse at se Björk, men regn og blæst tog lige toppen af fornøjelsen.
Læs i øvrigt både Berlingskes
og Politikens anmeldelse. Jeg synes den Berlingske anmeldelse er lige lovlig grov, og Politikens for meget i den anden grøft. Men for at få et stykke formidling (som en anmeldelse) til at virke så er det nogle gange nemmest at skildre noget sensationelt, om det så er sensationelt dårligt, eller sensationelt godt. Måske derfor er linierne trukket lidt hårdt op i de to anmeldelser.

Før Björk så jeg Booty Cologne og Mapei. BC var rigtig fint, omend jeg blev en anelse skuffet over ikke at høre dansk rap fra danskere. Jeg syntes ikke helt Abdullah S viste sprogligt overskud til at freestyle effektivt på engelsk, og det skal man helst have, synes jeg, hvis man er for street til sit modersmål. Til gengæld havde de medbragt nogle tudeseje dansere (se selv).

Se resten af mine billeder her.

Effektiv var derimod Mapei, en svensk rapper med negeraner og -kor, -DJs og -dansere. Hun slap i mange tilfælde fint afsted med at freestyle på engelsk, og hendes nedskrevne tekster havde både slagkraft og glimt i øjet. Derudover æggede, rystede og croonede hun soul og sex helt ned i gummistøvlerne på os, så vi ikke kunne andet end at blive helt fjollede og danseglade. Jeg var faktisk næsten tør, da hun var færdig. Og sjældent har jeg set en kvindelig kunstner der så fint balancerede det, at ose af sex og kvinde med det, at være en rå negerrapper. Respekt.
Vi bringer lige en transmission, den har jeg selv skudt med ødelagt display! *barnlig stolt*


Se i øvrigt flere af mine festivalvideoer her. Der er bl.a. en der viser hvordan Mapeis overvægtige, men uimodståeligt æggende negerdansere kunne ryste røven.

P.s. Spøjst at flere madboder har haft svært ved at forudse efterspørgslen på mad. Der var bl.a. ingen burgerboller i Buggi, og heller intet ris i Texas Grill
God suppe var der til gengæld, og den lunede!

Mine nye vaders gør, at jeg nu kan tonse igennem de allerdybeste småsøer, mudderpøle og træflissupper, uden at blive våd. Det er stort ikke at skulle sjusse sig til dybden i hvert eneste trin man netop skal til at tage, inden man tager det. Hephey, jeg er klar til endnu en dag i smatten!

Innovativt hegntoiletdesign.

At følges eller ikke at følges

Der var engang, hvor man var for lille til at tage på festival alene. Så fulgtes man med storesøster, og det var sjovt. Dengang tog vi hjem og sov hos mor om natten.
Så blev man gammel nok, og så begyndte man at følges og campere med en veninde eller to.
Men først i år følges jeg ikke officielt med nogen, og til gengæld har jeg en stor hyggelig lejr at campere med. Det er vist måden at gøre det på. Jeg havde ikke nok 14årige venner til at lave stor lejr med for ti år siden. Mine venner begyndte vist egentlig også først at komme med på festival da vi var 16/17 år.

Men at organisere sig i en stor lejr er fedt. For mange var det bekvemt at ankomme onsdag og finde deres telt slået op for dem. Vi, der har været derude siden søndag har nydt godt af det fælles øl- og madbudget, de fælles stole, og vores stormsikrede fællespavillioner med flagstang. Og så kan man vælge og vrage mellem vennerne for følgeskab til de forskellige koncerter. Det er nu mest smertefrit når man kun forpligter sig til at følges koncert for koncert. Det har tidligere trukket tænder ud at blive enige om dagsordenen i den gamle model.

Jeg elsker mit sovehjerte!

Det lykkedes mig at sove ti timer uden pauser i nat, med tørklæde for øjnene og propper i ørerne (!). Problemet plejer nu oftere at være påtrængende tissepauser, snarere end larm og lys.

Mit telt holder stadig knastørt, og ingen har trampet det ned eller tisset på det endnu. Der er ret hyggeligt indenfor. Der er god plads til både mig og baggagen, siden jeg bor alene i et tomandstelt.

Noget der ærger mig lidt ved festivallen er dog de eksploderede madpriser. Der var engang (inden for min tid) hvor man kunne få en hovedret for 25-30 kr i langt de fleste boder. I år slipper vi omkring 45 kr for et mættende måltid. Det er ude af trit med inflationen i resten af Danmark:

En burger til 25 kr købt i 1994 (mit første år på festival) burde kun være steget til ca. 33 kr i 2007. Prøv selv denne prisberegner der tager højde for inflation på Danmarks Statistik.
Så tænker jeg bare, gad vide hvor de sidste 12 kr pr. burger bliver af... lønninger er de jo ikke gået til.

De høje priser har ført til en udbredt madpakkekultur i min lejr, vi spiser masser af rugbrød, belagt med mystiske svenske smøreoste på tube. Jeg har taget muesli og yogurt med fra netto til morgenmaden.

Der går snak om, at i aften skulle være den helt store fest, inden scenernes åbning i morgen. Jeg er spændt på at se, hvad det indebærer. Om ikke andet, så er det jo også independence day.
Bonusinfo: på facebook findes en gruppe for Englændere der gerne vil ha' annulleret USAs uafhængighed, den har 87.700 medlemmer.
Min hovedpude: håndklæde i pose + svedig top.

Fa la la laaaaah ah ah aaaah!

Efter en nat ude i den såkaldt virkelige verden vendte jeg glad tilbage til dyreskuepladsen. Ikke ret længe efter jeg ankom i går eftermiddags begyndte det at regne skomagerdrenge, og vi måtte panikke rundt mellem telte og baduner for at regnsikre lejrens fællespavillion. Senere kom også flaget op, og vi er de stolte indehavere af en af de højeste flagstænger i agora M, og den har tilmed to piratflag, et Dannebrog og rødt blinklys.

Dagen gik med at spille poker om imaginære penge (vi startede med 1000 øre hver). Vi fik lidt sjov ud af at tage hat og solbriller på, for at skjule pokerfjæset (eller mangel på samme, i mit tilfælde). Jeg havde udtrykt bekymring om hvorvidt jeg ville kunne holde varmen alene i mit telt, og det medførte, at nogen smed Hans krop i præmiepuljen. Det lykkedes mig så faktisk at komme i finalen, men da så også Frank kastede sig selv i puljen begyndte jeg pludselig at spille som en brækket arm. Så måtte jeg nøjes med anden pladsen. Øv.

Så var vi oppe og høre Høgni Lisberg, eller i hvert fald de sidste fem-seks numre. Noget af det svingede, men resten faldt mig lidt som larm, som kun dedikerede fans ville ha' sat pris på. Måske skal jeg bare prøve at huske mine ørepropper næste gang.

Koncerten som alle snakkede begejstret om igår, var den med Decorate Decorate. Den fik jeg desværre ikke selv set.

Inden sengetid var vi oppe ved Camp Van Damme og danse i regntøj og mudder. De spillede så meget 90er musik, at det var næsten som at være tilbage på sodavandsdiskoteket i 6. klasse, med Dr. Alban og Sound of Seduction i øret. Genkendelsesglæden med de gamle døgnfluer var stor, og vi kom hjem smurt ind i mudder op til livet.

Frank fik så også en svensk trunte med hjem i teltet, hun sprang (bogstavelig talt) på ham mens vi dansede rundt i mørket. Til nogles tåkrumning og andres udelte morskab viste det sig så hjemme i lejren, at der var lyd i damen.

Ja, jeg ved ikke om det var sangøvelser de lavede, men hun ramte da nogle pæne, høje toner inde i Franks telt. Og så på svensk. Det fik vi da et godt grin over.

Jeg fik også en fin grinetur over umuligheden i at sige "Pluk frugt med en brugt frugtplukker".
Prøv selv!

I dag har dagens højdepunkt været Sort Stue. Fedt at høre noget god dansk rap, og glæde sig over, at man kan høre hvert et ord, fordi festivallen gør noget ud af lydkvaliteten.

Igen trænger jeg til en lur, men fordi solen bager ned på teltene i dag, så er det ikke til at falde i søvn. Næ, lad os få noget regnvejr. Nu er vi jo også klædt på til det. Bring it on.

Første nat på Roskilde

Så har jeg for første gang ventet hele natten på campingpladsens åbning. Det var hårdt, men også en oplevelse, som jeg bestemt var glad for at have med som Roskilde-veteran (dette er muligvis min 10. festival).

Jeg ankom kl 23 og fandt heldigvis hurtigt mine kammerater. De fleste af dem havde arbejderarmbånd og dermed allerede adgang til transitten, som er festivallens nye "sidde i kø"-område, hvor vi opholdt os det meste af natten, indtil campingpladsen åbnede.

Inden vi kom ind i transitten måtte jeg dog stå i kø i tre stive timer for at få mit armbånd, men siden vi stod skulder ved skulder en 17.000 stykker, så var det ikke et problem at holde varmen.

Da jeg så kom ind i transitområdet fandt jeg min lejr allerforrest i køen, småsovende og storfrysende i campingstole. To nabofyre spillede alt for kæk musik på deres anlæg og dansede rundt. Mange sov, og nogle prøvede at sove, men musikken var god at rokke til mod kulden, så det gjorde vi alle, mere eller mindre frivilligt.

Der sad vi så i mørket, og så stod solen op. Det er et stykke tid siden jeg har set solen stå op. Det var smukt, og vi var også glade for at mærke solstrålernes varme. En time senere begyndte duggen at blive til tåge. Når man er ude på barmarken er man pludselig ligeså opmærksom på vejret som sejlere på havet. Det er fedt at være lidt tættere på naturen end inde på nørrebro, selvom det også trak tænder ud.

Her er billederne. De er heldigvis bedre end de to videoer, men jeg synes I skulle ha' lydsporet med fra videoerne.

Klokken tyve i seks i morges hørte jeg en sige til en anden, at der var der var ingen grund til panik, siden der stadig var halvanden time til den officielle åbning af campingpladsen. Så spurgte jeg søvnigt min sidekammerat, om det ikke kunne passe, at der var to en halv time mellem kl halv seks og kl otte. Det gav han mig ret i.

Et par søvnige minutter i campingstolene senere hørte man pludselig rygtet sprede sig "De åbner, DE ÅBNER!". Så måtte vi spring op, klappe stolene sammen i en fart og suge maven ind, for ikke at blive trampet ned af de første stimer af mennesker der kom løbende med fuld oppakning: pressenninger, telte, pavillioner, liggeunderlag, ølrammer, trillende musikanlæg, sækkevogne, soveposer og stole.

De fleste i min lejr løb i forvejen med teltene, mens jeg blev tilbage med en veninde og nogle minde vigtige elementer. Det var en ret sej oplevelse at stå der i tågen og se tusindvis løbe ind på teltpladsen som overraskende adrætte pakæsler, øjeblikket efter de fleste havde sovet mere eller mindre tungt på jorden.

Videoen viser det evakuerede transitområde og folk der løber afsted for at slå telt op.

En time senere var der telte op og ned af hinanden så langt øjet rækker. Alle de gode pladser var besat kl 07, en time før den officielle åbning af campingpladsen. Det har senere vist sig, at førnævnte transitområde var blevet fyldt, og festivallen havde valgt at åbne tidligt af sikkerhedsmæssige årsager. Det var en rar overraskelse, og nok også et klogt træk. Festivallen har i øvrigt lige skrevet, at vi allerede er 45.000 derude.

Nu er lejren kommet på benene, og vi er godt udrustet med (obligatorisk) fællespavillion, flagstang, masser af øl og rugbrød og fredelige naboer. Vi er et sammenskrab af kollegiefolk med venner, vi bliver nok ca. 40, men vi var kun 15 stykker i nat. Resten ankommer midt i ugen. Indtil da går tiden med at besøge andre lejre, sove og snakke.
Det er faktisk kvalitetstid. Jeg savner ikke selskab i stivede skjorter og høje hæle, eller hyggen om TV'et, som vi plejer at have derhjemme.

Siden det blev lidt småt med søvn (fra 08-10 og fra 17.30-20) havde jeg lidt svært ved at fornemme de glade vibrationer ude på pladsen. Jeg er faktisk lige til at lukke op og skide i (undskyld mormor, det er det mest rammende). Derfor er jeg fortrukket ud i min mors murstenspalæ med ligusterhæk og hjemmelavede boller i Roskilde Øst.

Jeg glæder mig dog allerede til at komme ud på marken igen imorgen, mandag. Stemningen er god derude, folk har glædet sig. Jeg håber også, at regnvejret kommer til at ryste os godt sammen de næste par dage. Vi har i hvert fald hygget os med at regnsikre os med pressenninger, gaffa og imprægneringsspray.